intrface forside
English

intrface udviklingspulje 2016


Foreningen intrface - Udviklingspuljen 2016



Situationsrapporter august 2016


Forneden på siden findes links til situationsrapporter fra fire af de seks udviklingsprojekter, som har modtaget støtte fra intrface Udviklingspuljen. De to andre projekter starter først senere på efteråret, og har derfor først en rapport klar senere.

Godkendte ansøgninger
TILLYKKE til følgende triumvirater, hvis ansøgninger er blevet godkendt og som nu indleder en ny form for samarbejde:

Ringskøbing-Skjern Museum - Vestjysk Gymnasium Tarm - Ringkøbing Fjord Turisme med projektet Formidling af Naturens Riges natur- og kulturarv til unge

Energimuseet - Bjerringbro Gymnasium - Science and Technology, AU med projektet Nye undervisningsforløb omkring "Den grønne omstilling"

Museet for Varde By og Omegn - Rybners Gymnasium - Konserveringscenter Vest med projektet Hvor ved vi det fra?

Tørring Gymnasium - Konserveringscentret Vejle - Spinderihallerne i Vejle med projektet Jordens mysterier - et laboratorium hvor fagende historie, kemi og fysik mødes

Struer Statsgymnasium - Struer Museum - Struer Turistforening med projektet Byen som attraktion - Markedsføring af og formidling i Lydens By

Gl. Estrup Herregårdsmuseet - Paderup Gymnasium - Dansk Center for Herregårdsforskning med projektet Kilder og undervisningsmaterialer til Partnerfællesskaber på tværs



Om udviklingspuljen
Gennem en særbevilling fra Region Midtjylland har Foreningen intrface fået tildelt kr. 100.000,00 til en udviklingspulje.  Alle puljens midler er pr. 22.5. blevet fordelt blandt ovenstående seks triumvirater. 

Puljemidlerne støtter etableringen af triumvirater (museer, ungdomsuddannelser og eksterne aktører) og disses arbejde med at udvikle triumvirat-projekter, hvor alle tre parter deltager på lige fod.

 

Baggrund for udviklingspuljens kriterier

Ved at skabe tætte triumviratsamarbejder udvikles praksis hos hver aktør. Ved at sætte elever og de deltagende fagprofessionelle i nye samarbejdssituationer og læringsmiljøer udfordres vante mindsets, og aktørerne skal tænke og agere innovativt. På både uddannelserne og museerne vil triumviratprojekterne afstedkomme nytænkning, fx inden for pædagogik, fagdidaktik, museumspædagogik og samarbejdsformer.

Tredjepart i triumviraterne kan være virksomheder, væksthuse, grundskoler*, videregående uddannelser m.fl. Triumviratsamarbejdet kan antage mange former fx ved, at et enkelt intrface partnerskab udvikler et samarbejde med en enkelt ekstern aktør, flere intrface partnerskaber går sammen om samme tredjepart, eller et partnerskab vælger at samarbejde med flere eksterne aktører. (*Ved triumviratprojekter som omfatter deltagelse af en folkeskole skal folkeskolens hjemstedskommune være medunderskriver.) Triumviratsamarbejderne kan desuden være interregionale.

Der er gevinst for hhv. de unge, ungdomsuddannelse, museum og tredjepart.

De unge, der deltager i projekterne, får indsigt i og konkret kontakt med institutioner uden for skolen og erfaring med at arbejde i en autentisk kontekst, hvor de kan se, hvordan fag og fagligt arbejde bliver anvendt i virkeligheden. De opnår ydermere muligheden for at knytte bånd til erhverv og / eller uddannelse via disse projekter.

Derfor vil foreningen gerne støtte etableringen af triumvirater og disses arbejde med at udvikle triumvirat-projekter, hvor alle triumviratpartnere deltager på lige fod.

Udviklingspuljens midler går til arbejdet med at etablere triumviratet og udvikle projektbeskrivelsen. Midler til det enkelte projekts gennemførelse søges andetsteds.

 

Overordnet for puljen

Udviklingspuljen har en samlet sum på kr. 100.000, der kan søges af foreningens medlemmer. Der kan søges beløb mellem kr. 10.000 og kr. 20.000 pr. triumviratprojekt. 

Indkomne ansøgninger behandles af foreningens sekretariat og bestyrelsesformand. Alle projekter ligger tilsammen inden for bevillingssummen på kr. 100.000. 

Der er blevet lagt vægt på, at bevilgede projekter afspejler foreningens geografiske spredning. Desuden er der blevet lagt vægt på at støtte en varieret vifte af projekter både hvad angår projekttriumviraternes sammensætning og valg af fag og faglige mål.

 

Formålet med Udviklingspuljen

Udviklingspuljens overordnede formål er at støtte etableringen af triumviratpartnerskaber og disses indledende arbejde med at udvikle og skitsere triumviratprojekter.

Formålet med triumviratsamarbejderne er at udvikle og gennemføre undervisningsforløb for ungdomsuddannelserne, som inddrager begge eksterne læringsmiljøer på innovativ vis.

Formålet er på lang sigt at sikre Foreningen intrfaces fortsatte udvikling og udvide Foreningen intrfaces virkefelt ved på en meningsfuld og dynamisk måde at inddrage tredjepart i partnerskabssamarbejdet.

 

Formelle krav til og kriterier vedr. ansøgningen

Intrface udviklingspulje stiller krav om en egenfinansiering af etablerings- og udviklingsarbejdet på 10%.

Puljen støtter kun udvikling, ikke drift. 

Puljen støtter ikke indkøb af IT-udstyr eller andet inventar.

Puljen kan kun søges af intrface medlemmer, som er i et intrface partnerskab. Begge partnere i intrface partnerskabet skal deltage i udviklingsarbejdet sammen med tredjepart. Kun én af intrface partnerne er ansøger og dermed projektejer.

De i projektet udviklede forløb skal være målrettet primært eleverne på ungdomsuddannelser.

Det planlagte projekt skal rammesættes til at starte senest i løbet af skoleåret 2016-2017 og skal vare mindst 12 måneder.

Ansøgere skal anføre et omtrentligt budget for det planlagte projekts hele gennemførelse samt overvejelser over, hvorfra midler til projektgennemførelsen tænkes søgt. Desuden skal ansøger gøre rede for, hvordan det planlagte projekt kan videreføres efter endt projektperiode.

Det planlagte projekts relevans i forhold til projekthjemstedets regionale indsatsområder skal fremgå af ansøgningen.

Ansøgningen skal dateres og underskrives af ledelsen ved det planlagte projekts deltagerinstitutioner.


 

 

Situationsrapport Tørring Gym., Kons.Ctr., VejleMus. .docx (0,0 Mb)
Situationsrapport Struer Gym., Struer Mus., Struer Komm., Struer Turistfor. .doc (0,1 Mb)
Situationsrapport Paderup Gym., Herregårdsmus. Gl. Estrup, Dansk Ctr. for Herreg.forskn. .pdf (0,2 Mb)
Situationsrapport Rybners Tekn. Gym., Kons.Syd, Varde Mus. .docx (0,0 Mb)